Casa Marin
Casa Marin startede med en ivrig kvinde der ville lave fine, eksklusive vine i det kølige og vindblæste område Lo Abarca, som af mange blev regnet for uegnet til vindyrkning.
María Luz Marín – stifter, ejer og vinmager – startede i år 2000 mod alles råd og vejledning med at dyrke vinstokke i et goldt område, der ikke var tilpasset vindyrkning. I området Lo Abarca i San Antonio Valley (Chile), som ligger ca. 100 km fra hovedbyen Santiago, har vineriet en beliggenhed bare 4 km fra Stillehavet og den for de omkringliggende økosystemer altafgørende Humboldtstrøm. Strømmen leverer ikke blot perfekte vækstbetingelser for det kæmpe økosystem i Stillehavet, men også køligt klima på land. De kolde vækstbetingelser på land i kombination med næringsfattig jord med højt mineralindhold giver lavt drueudbytte, men druer med høj koncentration og elegante vine.
Fra 38 mikroterroirs på 40 beplantede hektar fremstiller Casa Marin hvidvine i verdensklasse på Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Riesling og Gewürztraminer samt lige så flotte rødvine på Pinot Noir, Syrah og Grenache.
Sønnen Felipe er fulgt i sin moders fodspor. Felipe er blevet ønolog og har studeret i Sonoma, Californien og Marlborough samt New Zealand. Han er i dag vinmager for huset og står for at passe marker og kreere nye vine. Sammen laver de vin som et ”Mor&Søn”-team, der fuldt ud dedikerer deres tid til vineriet og til at lave verdensklasse vine i deres ånd. Det er ikke kun Felipe der med i foretagendet: Hele Marín-familien er involveret i virksomheden lige fra husbond til sønner og søskende til María.
María er den første kvindelige vinmager og første kvindelige ejer af en vingård i Chile. Hun har formået at sætte sit navn og sine vine på verdenskortet. Trods advarsler om dårlig beliggenhed, koldt klima og en generel mistro til hendes drømme, modbeviste hun alle modstandere og non-believers og har siden grundlæggelsen af Casa Marin i år 2000 været kendt som pioneren María Luz Marín som gjorde enhver skepsis til skamme.
Casa Marin lever fuldt ud op til sit navn, ”huset ved havet”, og i dag nyder Lo Abarca højstatus som hotspot for ”cool climate”-vine i international topklasse, mens Casa Marin af mange regnes for Chiles førende vinproducent.