Giovanni Manzone

Den familieejede producent Giovanni Manzone er beliggende i kommunen Monforte d’Alba, med berømte Poderi Aldo Conterno som en af de nærmeste naboer. Og Manzone-familiens vine holder tilsvarende højt niveau!

Husets historie begyndte med købet af ejendommen Ciabot del Preve i 1925. Manzone-familien begyndte i det små at producere egen vin omkring 1965, og i løbet af de næste par årtier investerede man fortløbende i nye parceller. Midt i 1980’erne var beholdningen af vinmarker – og efterspørgslen på Barolo – vokset så meget, at Giovanni Manzone kunne leve af at producere vin i eget navn.

Manzone-familiens ekstremt stejle og højtliggende topmarker med meget gamle vinstokke giver naturligt lave høstudbytter af ekstraordinær høj kvalitet. Resulatet er nogle af de mest koncentrerede og gemmeværdige af alle Barolo-vine.

I markarbejdet hylder Manzone-familien bæredygtige og naturlige prinicipper, og vinplanterne dyrkes helt uden gødskning og brug af insektgift. I vineriet gærer vinen med terroirets og vinkælderens naturligt forekommende gærstammer, og der vinificeres på traditionel vis med langvarig udblødning af drueskallerne. Der tilsættes kun minimale koncentrationer af svovl, og vinene aftappes uden klaring og filtrering.

Siden 2005 har sønnen Mauro hjulpet med ledelsen af firmaet, og i 2012 fulgte Mauros søster Mirella trop. Mauro og Mirella har begge gennemført ønologuddannelsen i Alba. Fra 8,5 hektar i Monforte d’Alba, fordelt på de tre cru’er Gramolere, Bricat og Castelletto, fremstiller Giovanni Manzone ca. 50.000 flasker årligt.

Hjem

Ring op

Send email

Kontakt os